Friday, 19 July 2019 13:28

Finalestævner vises LIVE på DR TV og Volley TV

Written by
Er du på ferie, eller har du ikke mulighed for at nå til strandene, når Pepsi Max Tourfinalen på Bellevue og DM-finalestævnet på Amager Strandpark serves i gang, så er der ingen grund til panik. Der vil nemlig blive sendt LIVE fra begge turneringer på henholdsvis Volley TV og DR TV.

Der bliver – med andre ord - rig mulighed for at se toppen af dansk beachvolley slå sig løs på din foretrukne skærm, når der står beachvolley på programmet fra morgen til aften i de to første weekender i august.

Til Pepsi Max Tourfinale Bellevue sendes der LIVE begge dage på Volley TV, der som altid leverer knivskarp kvalitet med replays, grafik og med forbundets faste kommentator, Casper Ahlehoff Hansen.

”Jeg glæder mig meget til at komme ud på strandene og kommentere en masse god beachvolley. Der er altid en fantastisk stemning til stævnerne på Bellevue og Amager Strandpark, og det er begge stævner med noget på spil - det kan man i den grad mærke på både spillere og tilskuere. ” fortæller Casper Ahlehoff Hansen, mediekonsulent i Volleyball Danmark.

DR TV sender finalerne fra Amager Strandpark

Til DM-finalestævnet på Amager Strandpark bliver der ligeledes sendt LIVE både lørdag og søndag på Volley TV indtil finalerne. Når det bliver finaletid og DM-trofæet skal uddeles, skal du igen i år klikke dig ind på DR TV, som varetager produktionen af de to finaler.

”Vi er rigtig glade for at have DR TV med til finalerne igen i år. I Volleyball Danmark er vores målsætning, at vores store events som bl.a. DM-finalerne i beachvolley skal ud og leve på større platforme som DRs, så vi får eksponeret sporten til et endnu bredere publikum. Vi ser generelt en stigende interesse for beachvolley i mediebilledet, og DRs dækning af DM-finalerne er et stort skulderklap til de mange spillere, klubber, frivillige og sponsorer, der er med til at udvikle sporten og Touren i Danmark. Samtidig er det også en anerkendelse af, at vi med vores produktioner på Volley TV har været medvirkende til, at vi sætter spotlight på vores sport og bliver attraktive for større mediehuse.” slutter Casper Ahlehoff Hansen.

LIVE Sendeplan:

3.-4. august: Pepsi Max Tourfinale, Bellevue

10.-11. august: DM-finalestævne, Amager Strand
Wednesday, 10 July 2019 07:00

U22 landsholdene jagter EM-drømmen i Tyrkiet

Written by
Fra den 11.-14. juli afvikles U22 EM i beachvolley i Antalya, Tyrkiet. Danmark er repræsenteret med DU22 holdet Astrid Elisabeth Mellmølle og Freja Holme Barkler og HU22 holdet Jacob Stein Brinck og Mikkel Hoff.

Holdene er sammen med deres trænere Martin Olesen og Jon Hvilsted Junker netop draget til Tyrkiet, hvor de torsdag tager hul på turneringen. Danskerne skal kæmpe mod nogle af Europas største beachvolleytalenter, der allerede huserer på den internationale scene.

”Som altid er det svært at spå om disse U-mesterskaber, men jeg er ret sikker på, at det bliver en spændende og hård opgave. Til U-22 EM er modstanderne som regel etablerede hold på den internationale scene. De er fysisk, teknisk og taktisk stærke, da de allerede har været igennem u-landshold programmerne i deres hjemland.” forklarer head coach Martin Olesen.

”Vi deltager med to konstellationer, som ikke er faste og sammenspillede, men alle fire er dygtige beachvolleyspillere. Så et avancement fra puljen er det første delmål, hvilket jeg vurderer er ret realistisk.” afslutter han.

Du kan følge kampe og resultater på Beachvolley Danmarks Facebook side, hvor der løbende bliver opdateret. Derudover kan du finde specifikke kamptidspunkter, når de bliver opdateret, her: HU22DU22 

Hvordan spilles Ungdoms EM? 
Ungdoms EM spilles som puljespil, hvor alle møder alle. De 32 hold i turneringen seedes og inddeles i 8 puljer á fire hold. Nr. 1-3 fra hver pulje går videre til slutspillet. 


Efter puljespillet spilles der ’Single Elimination’, hvilket betyder, at man er ude af turneringen, hvis man taber. Dog spilles alle slutkampe om placeringerne 1-8. 


Vinderne af puljen går direkte til Runde 2, mens 2’erne og 3’erne skal spille Runde 1 for at komme videre i turneringen. Her møder alle 2’erne en 3’er fra en anden pulje. Vinderen af disse kampe går til Runde 2, hvor de altså møder en puljevinder. Herefter følger Runde 3, der er kvartfinaler, osv. frem til finalen, der altid spilles søndag.
Vi har i den seneste uge oplevet stor debat omkring flytningen af semifinalestævnet fra Kerteminde, og at der er blevet fremlagt forskellige sider af sagen, bl.a. i lokale medier, der i vores øjne ikke er faktuelt korrekte. Vi vil derfor gerne understrege følgende i sagen:
  • OV96 blev tidligt gjort opmærksom på, at kommunikationen med sponsorer skal gå gennem Volleyball Danmarks beachvolleyadministration. Efter dette var klubben stadig i direkte kontakt med sponsorerne.
  • Der ER blevet givet en skriftlig undskyldning fra Volleyball Danmarks ledelse til OV96 efter uoverensstemmelsen med Volleyball Danmarks beachvolleyadministration.
  • Peter Morsing er IKKE blevet afholdt fra at kommentere på sagen, men forbundet ønskede at bestyrelsesformand Jørgen Bentzen tog kontakten til pressen.
  • Da OBVK efter OV96s udmelding meddelte forbundet, at de ikke kunne afvikle stævnet og trak sig som økonomisk ansvarlig arrangør, var tiden og opgaven for uoverkommelig til, at stævnet kunne blive afviklet succesfuldt på Kerteminde. Det har forbundet, uanset hvor meget vi ville det, hverken ressourcer eller økonomi til. Koordinering af flytningen til Vedbæk Strand foregik på under to uger, og blev først påbegyndt, da forbundet ikke længere fandt det realistisk, at stævnet kunne afvikles i Kerteminde. Det har aldrig været forbundets overordnet plan, at Kerteminde stævnet skulle rykkes, og vi tager skarp afstand fra påstande herom.
Vi er også meget kede af, at der i debatten bliver udpeget enkeltpersoner. Vi fastholder, at konflikten har flere parter involveret, og ansvaret for situationen dermed ligger på skuldrene af både de involverede klubber og forbundet. I forbundet har administrationen, ledelsen og bestyrelsen løbende været involveret i sagen, og det er således et fælles medansvar, vi bærer, og ikke alene administrationen i form af Peter Morsing. Dermed vil vi også gerne understrege, at Peter Morsing har haft og fortsat vil have vores fulde opbakning som koordinator af Touren.

Vi er – endnu en gang – meget kede af, at vi ikke skal til Kerteminde i år, men vi er også fast besluttede på, at der nu skal ses fremad, så vi kan arbejde på at få Touren tilbage til Kerteminde næste år. Vi håber, at alle der elsker beachvolley og stævnet i Kerteminde vil være med til dette.

Vi opfordrer alle, der har spørgsmål til sagen, til at henvende sig på mail til dvbf@volleyball.dk

På vegne af Volleyball Danmark,
Jørgen Bentzen
Bestyrelsesformand, Volleyball Danmark.
Volleyball Danmark må med stor beklagelse meddele, at semifinalestævnet i Kerteminde den 27.-28. juli aflyses i år. Stævnet flyttes i stedet til Vedbæk strand, hvor det fortsat fungerer som et semifinalestævne.

Baggrunden for aflysningen er, at OV96 har trukket sig som medarrangør efter en uoverensstemmelse med Volleyball Danmark. Odense Beachvolley Klub (OBVK), som er stævnets lokalarrangør, har herefter vurderet, at de ikke kan gennemføre stævnet uden betydelig økonomisk og administrativ hjælp fra Volleyball Danmark. En hjælp, der fra forbundets side desværre ikke har været mulig at imødekomme med så kort varsel.

”Vi er utrolig kede af, at vi ikke skal til Kerteminde med Touren i år. Det er et traditionsrigt stævne med mange deltagere, og det er ærgerligt, at vi nu må skuffe alle dem, der havde glædet sig til at komme til Kerteminde. Vi beklager meget denne situation, som vi har forsøgt at finde en løsning på, men med den korte tidsfrist er det desværre ikke muligt at gennemføre semifinalestævnet i Kerteminde.” udtaler Jørgen Bentzen, fungerende formand i Volleyball Danmark.

Pepsi MAX Beachvolley Tour kræver et stort set-up på strandene med tribune, musik og sponsoraktivering. Dertil kommer en række myndighedsgodkendelser samt behovet for en lokal arrangør, der har ressourcer til at løfte de mange opgaver før, under og efter stævnet. Med sommerferien lurende om hjørnet hos de offentlige instanser, har det derfor også været en udfordring at finde et alternativ til Kertemindestævnet.

”Vi har været meget opsatte på, at der stadig skal afholdes et semifinalestævne. Vi har derfor arbejdet mod uret på at afsøge alternativer, så vi stadig kan få stablet et stævne på benene i samme weekend. Derfor er vi rigtig glade for, at vi har fundet Vedbæk strand som den nye lokation for semifinalestævnet. Vi er meget taknemmelige for Rudersdal kommunes store samarbejdsvillighed og engagement for at få alle ender til at mødes på så kort tid. Samtidig skylder vi en stor tak til Elite Beachvolley, der har påtaget et stort ansvar som lokalarrangør.” tilføjer Peter Morsing, beachvolleyball koordinator i Volleyball Danmark.

Elitebeachvolley vil i samarbejde med Vedbæk Surfklub stå for at løfte de mange opgaver på stranden, som kommer til at kræve en del frivillige hænder. Stævnet afvikles fortsat som et semifinalestævne med Tourens vanlige set-up, dog vil der ikke blive plads til ligeså mange hold, som der normalt er i Kerteminde. Der spilles således i rækkerne fra elite til 4. division i Vedbæk. Du kan finde mere information om semifinalestævnet på Vedbæk Strand her.

”Vi har store forventninger til stævnet, og jeg er sikker på at det bliver en succes. Det åbner jo også muligheden for, at vi forhåbentlig kan fortsætte samarbejdet med Rudersdal kommune i fremtiden. Det skal dog understreges, at vi stadig vil arbejde dedikeret på at få et Pepsi MAX stævne til Fyn til næste år, da det er en høj prioritet for os, at Touren er repræsenteret bredt i hele landet.” afslutter Peter Morsing.

OBVK arrangerer et 1-dagsstævne for bredde- og ungdomsspillere i Dalum lørdag den 27. juli. Nærmere information om dette stævne følger.
Fra den 27.-30. juni afvikles U20 EM i beachvolley i Göteborg, Sverige. Danmark er repræsenteret med DU20 holdet Clara Bernberg Windeleff og Astrid Elisabeth Mellmølle og HU20 holdet Mads Kaagh Møller Christensen og Carl-Emil Nedergaard.

Holdene er sammen med deres trænere Peter Lyø og Morten Nedergaard netop draget til Sverige, hvor de torsdag tager hul på turneringen. Og der venter danskerne en stor udfordring mod Europas bedste ungdomsspillere, ifølge landstræner Peter Lyø.

”Det er lidt svært at vide, hvad vi skal forvente af turneringen, da vi ikke kender vores puljemodstandere endnu og desuden ikke har meget information om spillerne. Men for Clara og Astrid må vi nok have en forventning om, at de klarer sig godt i puljen og kan gå videre herfra. De har i de forgangne sæsoner spillet godt med i eliterækken på DM Touren, og de er sultne efter at spille i denne sæson.” udtaler Peter Lyø.

”Mads og Carl er en ny konstellation i sandet, og har kun for nyligt spillet sammen, da de var med i Aarhus Grand Slam. Her spillede de en fin turnering, og lærer hurtigt hinanden at kende på banen. Vi håber de kan komme videre fra puljen, men det bliver meget afhængigt af, hvor stærkt et felt vi møder i puljen.” tilføjer Lyø.

Du kan følge kampe og resultater på Beachvolley Danmarks Facebook side, hvor der løbende bliver opdateret. Derudover kan du finde specifikke kamptidspunkter, når de bliver opdateret, her: HU20 - DU20 

Hvordan spilles Ungdoms EM? 
Ungdoms EM spilles som puljespil, hvor alle møder alle. De 32 hold i turneringen seedes og inddeles i 8 puljer á fire hold. Nr. 1-3 fra hver pulje går videre til slutspillet. 


Efter puljespillet spilles der ’Single Elimination’, hvilket betyder, at man er ude af turneringen, hvis man taber. Dog spilles alle slutkampe om placeringerne 1-8. 


Vinderne af puljen går direkte til Runde 2, mens 2’erne og 3’erne skal spille Runde 1 for at komme videre i turneringen. Her møder alle 2’erne en 3’er fra en anden pulje. Vinderen af disse kampe går til Runde 2, hvor de altså møder en puljevinder. Herefter følger Runde 3, der er kvartfinaler, osv. frem til finalen, der altid spilles søndag.
Monday, 24 June 2019 17:43

Guld-weekend for de danske beachvolleylandshold

Written by
Weekenden har i høj grad været gylden for landets beachvolleylandshold, der har høstet guldmedaljer på stribe i både ind- og udland. Få indblik i weekendens fantastiske resultater for dansk beachvolley lige her.
 
Herrelandsholdene et skridt tættere på OL 2020
De danske herrelandshold spillede i weekenden første runde i OL-kvalifikationen Continental Cup i Umag, Kroatien. Her skulle Danmark spille nationskampe mod Kroatien, Estland og Albanien om en billet videre til Runde 2 i turneringen, der i sidste ende kan føre til en plads til OL 2020. Danmark var repræsenteret af de to hold Kristoffer Abell/Martin Trans Hansen og Mads Rosager/Jacob Stein Brinck, der som minimum skulle spille sig til en andenplads i puljen for at sikre Danmark avancement i turneringen.

”Vi spillede en rigtig god turnering, hvor vores seneste måneds koncentrerede forberedelser i sandhed bar frugt. Spillerne har været disciplinerede, og vi har ramt en god balance mellem træning i sandet, i styrkelokalet og på det mentale plan. Det så vi i høj grad under kampene, hvor spillerne og jeg havde de rigtige værktøjer og gode aftaler at læne os op ad, når det virkelig blev presset.” udtaler landstræner Peter Lyø.

Danmark lagde ud lørdag formiddag mod Kroatien, der trods opbakning på hjemmebanen ikke kunne måle sig med de danske spillere. Danskerne viste sikkert spil i begge kampe, som blev vundet 2-0. Herefter skulle Danmark i kamp mod puljefavoritterne Estland, der blandt andet stillede med et hold, der rangerer som nummer 36 på europaranglisten. Abell/Trans vandt sikkert 2-0 over det estiske andethold, mens Rosager/Brinck tabte knebent til turneringens – på papiret – bedste hold. Med en vunden kamp til hver nation, skulle der en Golden Match til at afgøre nationskampen.

”Selvom Rosager og Brinck taber deres kamp mod Estlands førstehold, får vi vigtig viden med fra kampen, som vi kan bruge i Golden Match. I kampen har vi mulighed for at ændre i makkerkonstellationer, og vi overvejer også et øjeblik at sætte Rosager og Abell sammen, da vi så kan ændre Estlands servetaktik. Vi ender dog med at gå med Abell og Trans, en beslutning som alle spillere har stor tiltro til og bakker op om. Det viser sig at være den helt rigtige beslutning, for Abell og Trans spiller en fantastisk kamp, der bliver tæt, men hvor de formår at holde fokus og vinde kampen.” afslutter Lyø.

Dermed vandt Danmark puljen og sikrede sig direkte avancement til anden runde af Continental Cup, som spilles i maj 2020. Læs mere om Continental Cup her.

De to landshold fortsætter nu hver for sig og deltager i forskellige turneringer i ind- og udland hen over sommeren. Til august/september samles bruttolandsholdene igen og lægger planen for forberedelserne til forårets Continental Cup.

Cecilie og Sofia

Olsen/Bisgaard vinder guld til NEVZA
Under mere nordlige himmelstrøg, nærmere bestemt Larvik i Norge, repræsenterede Cecilie Køllner Olsen og Sofia Nørager Bisgaard Danmark ved den regionale NEVZA-turnering. Olsen/Bisgaard deltog som eneste danske hold, hvor de mødte modstandere fra Norge, Finland, England og Sverige. Ingen kunne dog måle sig med den danske duo, som på overbevisende manér vandt turneringen uden af afgive sæt.

”Vi er selvfølgelig meget glade for resultatet. Vi var seedet 1’ere og vidste på forhånd, at vi havde en god mulighed for at spille os i finalen, men at vi kunne vinde uden af afgive sæt er jo selvfølgelig ekstra fedt. Vi spillede i høj grad vores eget spil, og det gav pote.” udtaler Cecilie Køllner Olsen.

Parret fortsætter deres sommerplaner og deltager i den kommende weekend i Pepsi MAX Beachvolley Tour.


Guld Helle Simone

Thomsen/Overgaard og Søndergård/Okholm øverst på skamlen til Aarhus Grand Slam
Mens deres landsholdskollegaer var på guld-togt i udlandet, holdt de andre bruttolandshold skansen i det danske. Til Aarhus Grand Slam tog Helle Søndergård og Simone Okholm revanche i finalen mod det islandske hold Jonsdottir/Einarsdottir, der forrige weekend slog danskerne ud i semifinalen ved Nyhavn. Daniel Thomsen og Morten Overgaard gjorde rent bord i herrernes elite og strøg hele vejen til toppen af podiet med 2-0 sejre igennem turneringen.
De danske beachvolleylandshold bestående af Martin Trans Hansen, Kristoffer Abell samt Mads Rosager og Jacob Stein Brinck drager i weekenden til Umag, Kroatien, hvor de deltager i første runde af Continental Cup – en turnering, der på sigt kan udløse en adgangsbillet til OL 2020.

I første runde af Continental Cup er Danmark kommet i pulje med Estland, Albanien og Kroatien. I første omgang skal Danmark bide skeer med Kroatien, hvor hver nation stiller op med to hold, der tilsammen skal vinde ”nationsmatchen”, som er bedst af tre opgør – en kamp til hvert hold (Kroatiens bedste hold møder Danmarks næstbedste, og omvendt) og en evt. tredje kamp, hvor hvert land selv bestemmer hvilken holdkonstellation, der skal spille kampen.


”Vi glæder os til at komme i gang med turneringen. De sidste måneder har vi meldt afbud til turneringer i udlandet, fordi vi skulle træne og forberede os frem til Continental Cup, så nu bliver det fedt endelig at komme af sted.” siger Jacob Stein Brinck.


”Vi har ledt efter videomateriale på Kroatien, for at kunne scoute på dem, men har ikke kunnet finde noget. Så det bliver spændende at se, hvem de er, og hvad de kan. Men vi forventer klart, at vi skal gå videre til næste runde. Det er vores første og vigtigste mål. Derudover har vi et mål om, såfremt vi kommer til at møde Estland, at vinde over deres bedste hold, der ligger højt på verdensranglisten og deltager i mange store turneringer,” uddyber Mads Rosager.


Continental Cup – vejen til OL
De fire spillere træner til dagligt sammen i Odense, hvor de har haft gode muligheder for sparring med hinanden, det tredje bruttolandshold Daniel Thomsen/Morten Overgaard samt landstræner Peter Lyø.


”Vi har haft en optimal forberedelse til turneringen. Vi har trænet hele året, og den sidste måneds tid har vi haft en meget detaljeret træningsplan, hvor vi også har dedikeret meget tid til at spille indbyrdes kampe, så kampformen er helt i top. Vi går efter at komme videre fra første runde, men vi må også erkende, at der er en stor ubekendt faktor i vores første modstander, Kroatien, som vi ikke har meget information om. Det er klart den første forhindring vi skal forbi.” udtaler landstræner Peter Lyø.


I Danmarks pulje er det Estland, der er seedet 1 ud fra holdenes samlede interne rangering på verdensranglisten.  Estland har turneringens bedst rangerede hold (Nölvak/Tiisaar - Top40 i skrivende stund), hvilket også er grunden til, at de er favoritter. Derefter er Danmark seedet 2’ere. Herefter kommer Danmarks første modstander, Kroatien, som er seed 3 og består af både rutinerede og urutinerede spillere. Seed 4, Albanien, er en ukendt trup uden World Tour erfaring, men med erfarne indendørsspillere. Kigges der udelukkende i FIVB-regi, er det kun Estlands og Kroatiens førstepar, der kan matche Danmarks erfaring og fysik.


Fysik er dog ikke alt, og det mentale spil har også fyldt en del i spillernes forberedelse. Derfor har holdene også tilkoblet mentaltræner Thomas Buch, der ligeledes tager med til Kroatien.


”Ud over mit tekniske input, har spillerne også arbejdet meget på det mentale element og strukturen på holdet med tilkoblingen af Thomas. Deres samtaler har været en vigtig del af vores forberedelser, da holdene stadig er forholdsvis nye konstellationer, og det derfor kræver et endnu stærkere samarbejde og viden om, hvordan man gør hinanden bedre på banen.” siger Peter Lyø

Spillerne tilslutter sig vigtigheden af mentaltræningen som en del af forberedelserne, som har ført holdene bedre sammen på banen.

”Vi har haft mental træning meget i fokus det sidste stykke tid, hvilket har været svært at finde ressourcer til, før vi gik sammen om projektet i Odense. Indtil videre har det hjulpet rigtig meget, og vi er også rigtig glade for at kunne have Thomas med til Kroatien.” siger Kristoffer Abell.

Danmark spiller kampe både lørdag og søndag, og der vil blive opdateret med kampe og resultater på Beachvolley Danmarks Facebookside.
Læs desuden mere om de danske hold og Continental Cup i denne tidligere artikel. 












Wednesday, 12 June 2019 09:15

Danske U18 talenter til EM i beachvolley i Østrig

Written by
Fra den 13.-16. juni afvikles U18 EM i beachvolley i Strandbad Baden i Østrig. Danmark er repræsenteret med DU18 holdet Clara Bernberg Windeleff og Sofia Nørager Bisgaard, og HU18 holdet Mads Kaagh Møller Christensen og Jacob Hejlsvig Petersen.

Holdene er sammen med deres trænere Martin Olesen og Jon Hvilsted Junker netop draget til Østrig, hvor de torsdag tager hul på turneringen. En turnering, som altid er svær at spå om, ifølge træner Martin Olesen.

”Til disse ungdomsslutrunder er det altid svært at sige, hvad man skal forvente. Man kender sjældent de andre hold, og det er derfor svært at sammenligne styrker. Men vi kender dog lokationen Baden godt, og vi ved derfor, at der vil være gode rammer på alle punkter. Det giver os en ro til at fokusere på at præstere.” fortæller han.

De to hold blev i maj måned udtaget til turneringen, og kan nu se frem til at dyste mod jævnaldrende fra hele Europa i kampen om topplaceringer og medaljer.

”Mads og Jacob er begge debutanter på den internationale scene, og de er blandt de yngre spillere til stævnet. Så de skal i år opleve hvad det vil sige at spille i udlandet. Det kommer til at handle om den mentale styrke, da de formegentlig vil møde stor erfaring og fysik, selvom det er modstandere under 18 år.” forklarer Martin Olesen.

”Sofia og Clara tager afsted med lidt større erfaring, og de er samtidig blandt de ældste i turneringen. Sidste år blev det til en 9. plads i samme aldersgruppe, så målet vil klart være at matche eller forbedre den placering. Men hvis de går videre fra den indledende pulje, kan det hurtigt blive en lodtrækning eller små udsving, der afgør sejre fra nederlag, så vi må vente os se.” afslutter træneren.

Du kan følge kampe og resultater på Beachvolley Danmarks Facebook side.

Hvordan spilles Ungdoms EM? 
Ungdoms EM spilles som puljespil, hvor alle møder alle. De 32 hold i turneringen seedes og inddeles i 8 puljer á fire hold. Nr. 1-3 fra hver pulje går videre til slutspillet. 


Efter puljespillet spilles der ’Single Elimination’, hvilket betyder, at man er ude af turneringen, hvis man taber. Dog spilles alle slutkampe om placeringerne 1-8. 


Vinderne af puljen går direkte til Runde 2, mens 2’erne og 3’erne skal spille 1. Runde for at komme videre i turneringen. Her møder alle 2’erne en 3’er fra en anden pulje. Vinderen af disse kampe går til Runde 2, hvor de altså møder en puljevinder. Herefter følger Runde 3, der er kvartfinaler, osv. frem til finalen, der altid spilles søndag.
I weekenden drager de danske beachvolleylandshold bestående af Maria Boelt Tyndeskov, Line Trans-Hansen, Cecilie Køllner Olsen og Sofia Nørager Bisgaard sammen med deres trænere til Bettystown, Irland, for at deltage i første runde af Continental Cup – en turnering, der på sigt kan udløse adgangsbilletten til OL 2020.

I første runde af Continental Cup er Danmark kommet i pulje med Irland, Slovakiet og Estland. I første omgang skal Danmark bide skeer med Estland, hvor hver nation stiller op med to hold, der tilsammen skal vinde ”nationsmatchen”. Nationsmatchen bliver spillet bedst af 3 kampe - en kamp til hvert hold, hvor Estlands bedste hold møder Danmarks næstbedste og omvendt – og en evt. tredje kamp, hvor hvert land selv bestemmer hvilken holdkonstellation, der skal spille kampen.


”Jeg har glædet mig som et lille barn! Jeg synes det er et fedt setup og anderledes måde at spille turnering på, og det her med, at vi faktisk er fire spillere, der skal samarbejde som én nation, det bliver rigtig sjovt.” siger Line Trans-Hansen, der til daglig danner par med Maria Boelt Tyndeskov.


”Vi prøvede til en træning at spille forskellige sæt sammen på kryds og tværs af de forskellige spillere, bare for at prøve at stå på banen med en anden, end man er vant til. Det gik faktisk overraskende godt i alle konstellationer. Det er jo en sjov mulighed, hvis vi skulle ende i en Golden Match, men i realiteten er vi nok stærkest i vores normale par”, supplerer Maria.


Første skridt på vejen til OL
Der er ingen tvivl om, at de fire danske spillere er motiverede og klar til at repræsentere Danmark i sandet. Vejen til OL er dog ikke en dans på roser, og der venter spillerne en svær opgave allerede i første runde af Continental Cup.  

”Vi har trænet på at spille meget mere aggressivt og få bolden op til nettet i angrebet. Det bliver vigtigt, hvis vi skal slå de stærke hold, vi er oppe imod. Og så går vi klart efter, at vi samlet set skal gå videre fra den første runde – det er i hvert fald ambitionen.” forklarer Sofia Nørager Bisgaard.  

”Jeg forventer at vi har en god chance for at gå videre. Vi har arbejdet meget med at tænke aggressivt, tage kontrollen og få afgjort boldene selv i stedet for at vente på modstandernes træk. Det tror jeg også godt, vi kan. Vi møder Estland, som har unge hold, og som vi ikke kender så godt. Men forhåbentligt betyder det også, at de ikke har så meget erfaring, hvor vi trods alt har nogle spillere, der allerede har prøvet at stå på den internationale scene til World Tour stævner. Men hvordan magtbalancen bliver, må vi vente og se.” afslutter landstræner, Martin Olesen.

I Danmarks pulje er det Slovakiet, der er seedet 1 ud fra holdenes samlede interne rangering på verdensranglisten.  Slovakiet har turneringens bedst rangerede hold (#40 i skrivende stund), hvilket også er grunden til, at de er favoritter. Derefter er Danmark seedet 2’ere med gennemsnitlig mest erfaring fra World Touren. Herefter kommer Danmarks første modstander, Estland, som er seed 3 og består af spillere, der har deltaget sammen til U22 EM, og derfor er meget unge. Irland er seedet som nummer fire, men har turnerings joker med på holdkortet, da den irsk/amerikanske spiller, Isabella Carey, stiller op. Isabella kommer med det amerikanske college beachvolley mesterskab i rygsækken, så der må forventes et højt niveau fra hende.

”Alle vores fire spillere kan på en god dag godt spille med den samlede slovakiske trup, men spørgsmålet er, om vi kan slå deres stærkeste par i en golden match, hvis vi når dertil. Derudover tror jeg, at irlænderne på hjemmebane kan blive en udfordring, afhængigt af hvad Carey kommer med, og hvor meget hun kan løfte sin makker. Men vores ambition er videre avancement, og vi glæder os til at se, hvordan weekenden skrider frem.” afrunder elitechef, Martin Olafsen.

Læs mere om de danske hold og Continental Cup i denne tidligere artikel.

Følg desuden holdene på Beachvolley Danmarks Facebookside.


Wednesday, 29 May 2019 08:07

Her er ungdomslandsholdene i beachvolley

Written by
Sommeren over skal nogle af landets mest håbefulde beachvolleytalenter repræsentere Danmark til EM i beachvolley for henholdsvis U18, U20 og U22. Få her et indblik i hvem, der er udtaget til ungdomslandsholdene i de forskellige årgange, og hvornår de skal i aktion for Danmark.

Husk at følge med på Beachvolley Danmarks Facebookside, hvor der løbende vil blive informeret om kampe og resultater. Derudover vil der op til hvert EM komme en lille artikel om spillerne, trænerne og forventninger til det enkelte ungdoms EM.

U18 // 13.-16. juni // EM i Strandbad Baden, Østrig
Piger: Clara Bernberg Windeleff (17 år) og Sofia Nørager Bisgaard (16)
Drenge: Mads Kaagh Møller Christensen (17) og Jacob Hejlsvig Petersen (15)
Trænere: Martin Olesen og Jon Hvilsted Junker
Læs mere om turneringen her

U20 // 27.-30. juni // Göteborg Beach Center, Sverige
Piger: Astrid Elisabeth Mellmølle (18) og Clara Bernberg Windeleff (17)
Drenge: Mads Kaagh Møller Christensen (17) og Carl-Emil Nedergaard (19)
Træner: Peter Lyø
Læs mere om turneringen her

U22 // 11.-14. juli // Antalya, Tyrkiet
Piger: Astrid Elisabeth Mellmølle (18) og Freja Holme Barkler (20)
Drenge: Mikkel Hoff (17) og Jacob Stein Brinck (20)
Trænere: Martin Olesen og Jon Hvilsted Junker
Læs mere om turneringen her

Hvordan spilles Ungdoms EM?
Ungdoms EM spilles som puljespil, hvor alle møder alle. De 32 hold i turneringen seedes og inddeles i 8 puljer á fire hold. Nr. 1-3 fra hver pulje går videre til slutspillet.
Efter puljespillet spilles der ’Single Elimination’, hvilket betyder, at man er ude af turneringen, hvis man taber. Dog spilles alle slutkampe om placeringerne 1-8.
Vinderne af puljen går direkte til Runde 2, mens 2’erne og 3’erne skal spille 1. Runde for at komme videre i turneringen. Her møder alle 2’erne en 3’er fra en anden pulje. Vinderen af disse kampe går til Runde 2, hvor de altså møder en puljevinder. Herefter følger Runde 3, der er kvartfinaler, osv. frem til finalen, der altid spilles søndag.
Page 1 of 38


Kontakt

Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
dvbf@volleyball.dk


Ansvarlig for beachvolleyballområdet
Sekretariatschef
Claus Bøllingtoft

Kontakt vedrørende beachvolleyball
Beachvolleyball administrator
Peter Morsing
tour@beachvolley.dk

Elitechef for beachvolleyball
Anders Lund Hoyer
alhoyer@hotmail.com

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.

  
 

Login for administratorer