Monday, 26 August 2019 08:46

Dobbelt op på dansk World Tour sølv i Rwanda

Written by 
De to danske makkerpar Cecilie Køllner Olsen/Signe Zibrandtsen Haaning samt Nicolai Houmann/Jacob Cordua Stormly sikrede sig i weekenden begge sølvmedaljer til den 1-stjernede FIVB World Tour turnering i Rubavu, Rwanda.

I flotte omgivelser ved bredden af søen Kivu i det nordvestlige Rwanda, blev landets første FIVB World Tour i sidste uge afviklet med stor bevågenhed fra både lokalbefolkningen og de nationale medier. Fire danske spillere var fløjet de knap 7000km sydpå velvidende, at chancerne for at vende tilbage med medaljer om halsen i den grad var inden for rækkevidde.

I damerækken havde Cecilie Køllner Olsen og Signe Zibrandtsen Haaning kun seks modstanderhold, hvoraf tre lokale hold fra Rwanda stillede op. Olsen/Haaning strøg overbevisende igennem turneringen med 2-0 sejre, men blev dog i sidste ende stoppet af hollandske van Driel/Reinders, der tog guldet med sætcifrene 21-16 og 23-21.

”Det har været en vildt fed oplevelse at være i Rwanda, og vi er så glade for, at vi tog chancen og kom afsted, da vi fra start vidste, at det var en investering i gode point og potentielt en medalje. Der har været en fantastisk stemning og meget engageret publikum hele turneringen igennem, hvilket vi især mærkede, da vi spillede mod Rwanda i semifinalen. I finalen trækker vi desværre det korteste står og formår ikke at holde samme servepres som Holland, men vi er glade for at kunne vende hjem med en sølvmedalje og en kæmpe oplevelse rigere.” fortæller Signe Zibrandtsen Haaning.

I herrernes række var der flere tilmeldte hold, og Jacob Cordua Stormly og Nicolai Houmann skulle derfor spille sig ind i turneringen fra kvalifikationen. Det blev dog ikke til noget større problem for de nykårede danmarksmestre, og Stormly/Houmann spillede sig herefter flot igennem turneringen, som dog i finalen endte med et ærgerligt 2-1 nederlag til japanske Shoji/Kurasaka med sætcifrene 12-21, 21-17, 17-15.

”Det har været en lang turnering, hvor vi har spillet fra kvalifikationen til finalen og ender med sølvmedalje til vores første World Tour stævne. I finalen har vi egentlig indtrykket af, at vi spiller bedst, men Japan bliver ved med at spille deres chancer, og heldet er med dem, som opsøger det.” fortæller Jacob Cordua Stormly.

”Rammerne har været fantastiske og Rwandas setup har været som til de helt store turneringer med mediedækning og en enorm opbakning blandt folket i Rwanda, der virkelig brænder for volleyball og beachvolley. Det har virkelig gjort et stort indtryk på os.” afslutter Stormly.

De to danske sølvmedaljer kommer efter Cecilie Køllner Olsen sammen med Sofia Nørager Bisgaard ligeledes sikrede en sølvmedalje – den første nogensinde til et dansk kvindehold – i en 1-stjernet turnering i Belgien. Det har således været en særdeles succesfuld uge for dansk beachvolley, som nu har markeret sig yderligere på den internationale beachvolleyscene.

Husk at følge med på Beachvolley Danmarks Facebookside for løbende information omkring de danske holds internationale stævneaktiviteter.
Read 760 times


Kontakt

Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
dvbf@volleyball.dk


Ansvarlig for beachvolleyballområdet
Sekretariatschef
Claus Bøllingtoft

Kontakt vedrørende beachvolleyball
Beachvolleyball administrator
Peter Morsing
tour@beachvolley.dk

Elitechef for beachvolleyball
Martin Olafsen
maol@volleyball.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.

  
 

Login for administratorer