Print this page
Wednesday, 09 September 2020 07:00

Nydannet og ’gammelt’ makkerpar klar til U20 EM i Tjekkiet

Written by 
Nykåret danmarksmester Sofia Nørager Bisgaard skal nu til U20 EM i Tjekkiet. Foto: CEV Nykåret danmarksmester Sofia Nørager Bisgaard skal nu til U20 EM i Tjekkiet. Foto: CEV

Brno i Tjekkiet danner den 9. til 13. september rammerne om U20 EM i beachvolley. Danmark er repræsenteret i begge køn.

Det danske trænerteam Martin Olesen og Jorge Rodriguez har inden afrejse måttet ryste posen, da skader har ført til nogle omrokeringer og udtagelse af nye spillere.

Clara Bernberg Windeleff brækkede inden DM en finger, og hun erstattes af Mikala Maria Mogensen. Dermed består DU20 duoen af Mikala Maria Mogensen og den nykårede danmarksmester Sofia Nørager Bisgaard.

Også Emil Sten Ulv Larsen pådrog sig noget tid siden en skade. Derfor rykkes Jacob Hejlsvig Petersen op fra HU18 til HU20, hvor han danner makkerpar med Mads Kaagh Møller Christensen.

Kan gå videre fra puljen
De to U20 hold drager i dag sammen med trænertemaet til Tjekkiet, hvor de torsdag tager hul på EM-slutrunden.

Om forventninger til Mikala Maria Mogensen og Sofia Nørager Bisgaard siger coach Martin Olesen:

”Det er svært at vide, hvad forventningerne skal være til de to. De har kun haft to træninger sammen, da vi lige skulle have overstået DM, inden de kunne træne sammen. De har aldrig stået sammen på en beachvolleybane før,” siger han.

”Men det ser okay ud. På de få timer, vi har haft til at arbejde med dem, har vi prøvet at effektivisere spillet ud fra de forudsætninger, vi har at arbejde med,” siger Martin Olesen.

”Jeg synes godt, vi kan satse på, at de går videre fra puljen, og derfra må vi se, hvordan lodtrækningen falder ud,” siger han.

Har bygget på siden sidste EM
Om forventningerne til Jacob Hejlsvig Petersen og Mads Kaagh Møller Christensen siger Martin Olesen:

”Det er svært at tale om forventninger, når vi ikke kender modstanderne endnu,” siger Martin Olesen.

”De var med til U18 EM sidste år, hvor de også dannede makkerpar. Dér havde de det svært, hvor de mødte nogle meget fysisk stærke hold. De håndterede det flot, og det er vigtigt, at de holder fat i det mentale igennem hele turneringen” siger Martin Olesen.

”De har spillet sammen et år mere siden da, hvor de begge har bygget på deres spil, men det er stadig nogle unge drenge,” siger han.

Du kan følge kampe og resultater på CEV.eu, hvor du derudover også kan finde specifikke kamptidspunkter, når de bliver opdateret: HU20 - DU20

Hvordan spilles U20 EM?
U20 EM spilles som puljespil, hvor alle møder alle. De 32 hold i turneringen seedes og inddeles i 8 puljer á fire hold. Nr. 1-3 fra hver pulje går videre til slutspillet.

Efter puljespillet spilles der ’Single Elimination’, hvilket betyder, at man er ude af turneringen, hvis man taber. Dog spilles alle slutkampe om placeringerne 1-8.

Vinderne af puljen går direkte til Runde 2, mens 2’erne og 3’erne skal spille Runde 1 for at komme videre i turneringen. Her møder alle 2’erne en 3’er fra en anden pulje. Vinderen af disse kampe går til Runde 2, hvor de altså møder en puljevinder. Herefter følger Runde 3, der er kvartfinaler, osv. frem til finalen, der altid spilles søndag.

Læs mere på CEV.eu

Read 503 times Last modified on Wednesday, 09 September 2020 16:35