Wednesday, 13 June 2018 11:26

Ungdommen vandt på alle måder i Kolding

Written by
Sæsonens indtil videre mest velbesøgte ungdomsturnering løb af stablen i weekenden i Kolding. 24 ungdomshold var med i sandet.

Det ser ud til, at mange unge har taget beachvolley til sig. De tre første ungdomsturneringer på Pepsi MAX Beachvolley Tour har haft mange hold med.

Således var der 21 ungdomshold med i Ishøj og 22 hold med i Odense tidligere på sæsonen.
Topscoreren er dog Kolding, der havde 24 hold med.

I det velbesøgte sand vandt Rasmus Høyer og Anton Martin Lydolff i drengenes U16-U18 række, mens Jonathan Stenholt Krogh og Peter Stein Brinck snuppede sejren i U14-rækken.

Hos pigerne vandt Lea Føns og Ioana Poenaru U14-U16 A-rækken, mens Helene Toftgård og Kristine Toftsgaard tog sig af U14-U16 B-rækken.

Til den kommende ungdomsturnering i Randers den 16. juni er der pt. kun 10 hold tilmeldt. Man kan dog stadig nå at tilmelde sig frem til torsdag kl. 12.00. 

Ungdomsturneringerne gælder som kvalifikation til Ungdoms DM, der afvikles den 11.-12. august på Amager Strand i forbindelse med de officielle danmarksmesterskaber.

Der resterer 2 DM kvalificerende ungdomsturneringer:

• Lørdag d. 30. juni i Ryparken, København (i forbindelse med CPH Grand Slam)
• Lørdag d. 28. juli på Kerteminde Strand (i forbindelse med Kerteminde semifinale stævne)
Danmark har tre makkerpar med i sandet i østrigske Baden bei Wien, hvor der spilles 1-stjernet World Tour-turnering den 14.-17. juni.

Østrigs kurby nummer 1 byder spillere fra 20 forskellige lande velkommen i historiske rammer.

Allerede i romertiden var Baden kendt for sit svovlholdige kildevand, som virker lindrende på smerter i led, muskler, sener eller nerver.

Og kroppene skal gerne være i orden hos Helle Søndergård og Simone Okholm Hansen, der allerede er i Main Draw i Baden, mens de to herrehold, Daniel Jonassen og Morten Overgaard samt Mads Rosager og Kristoffer Abell først skal forsøge at kæmpe sig gennem kvalifikationen.

Baden bei Wien har tidligere været omdrejningspunktet for store slag. I 1917-18 var byen hovedkvarter for den østrig-ungarske hær og 1945-55 for den sovjetiske besættelsesmagt.

Konstellationen Rosager/Abell er sammensat, da Mads Rosagers normale makker, Martin Trans Hansen, er skadet.

Læs mere om turneringen i Baden bei Wien her.
Billund City Grand Slam bød på en sand beachvolleyfest i weekenden, hvor Trans/Tyndeskov og Abell/Thomsen kunne fejre en sejr, da beachtourens største turnering var slut.

Med 1200 tons sand midt i Billund centrum foran LEGO House, seks beachvolleybaner, pengepræmier større end på den internationale World Tour og beachvolley på absolut topniveau var Billund City Grand Slam er årets største beachvolley event.

Hele ugen havde der været aktiviteter på beachvolleybanerne, og lørdag og søndag var det så Danmarks bedste beachvolleyspillere, der krydsede klinger på Pepsi MAX Beachvolley Tour.

I herrernes finale stod Daniel Thomsen og Kristoffer Abel over for Daniel Jonassen og Morten Overgaard. Jonassen/Overgaard havde svært ved at finde rytmen i 1. sæt, men slog klart bedre fra sig i 2. sæt. Det var dog ikke nok til at slå Thomsen/Abell, der vandt 2-0 (21-13, 26-24).

I damernes finale stod Line Trans Hansen og Maria Tyndeskov over for Helle Søndergård og Simone Okholm Hansen. Ligesom i herrernes finale var der stor forskel i 1. sæt, mens 2. sæt blev en tættere affære. Facit blev, at Trans/Tyndeskov kunne fejre en turneringssejr med 2-0 (21-14, 21-19).

Se alle resultater her.

Du kan se eller gense alle søndagens kampe inklusiv finaler på Volley TV her.

Se et hav af lækre billeder hos Eventmedia på Facebook her.

Næste stop på Pepsi MAX Beachvolley Tour 2018 er RandersBC Smarteyes Challenger den 16.-17. juni.
I weekenden afvikles Billund City Beach Grand Slam, som er en af de største turneringer på Pepsi MAX Beachvolley Tour 2018. Og takket være en stor sponsorinteresse er pengepræmierne til vinderne i Billund større, end man ser på den internationale World Tour.

Centrum af Billund er omdannet til et sandt beachvolley Mekka i denne uge.

1200 tons sand er læsset af midt inde i Billund centrum, seks beachvolleybaner har set dagens lys og lørdag og søndag kulminerer det hele ved Billund City Beach Grand Slam med landet bedste beachvolleyspillere.

Og at turneringen i Billund er beachtourens største event afspejles også i præmiesummen, der topper listen.

Vinderne i Billund kan stikke 7.000 kroner i strandtasken både hos damerne og herrerne.

Og det beløb er større end ved de 1-stjernede World Tour-turneringer på det internationale volleyballforbunds World Tour. Her pengepræmien til vinderne 1.000 dollar, hvilket svarer til cirka 6.300 kroner.

”Sponsorinteressen for den danske beachvolley tour har været stærkt stigende i de seneste år,” siger Peter Morsing, beachvolleykoordinator i Volleyball Danmark.

”Pepsi MAX er titelsponsor for beachtouren for 3. år i træk, og i år er Toyata Aygo, TUC og P20 kommet til. De er med til at sikre et større, flottere og mere attraktivt setup ved de store turneringer for både spillere og publikum med tribuner, dj’s og samplinger fra sponsorerne,” siger han.

”Og med sponsorerne i ryggen kan vi også øge pengepræmierne til spillerne,” slutter Peter Morsing.

Den samlede præmiesum er dog større på World Touren, hvor 5.000 dollar skal fordels for hvert køn ved de 1-stjernede turneringer. Når det bliver 2-, 3-, 4 og 5-stjernede turneringer på World Touren, stiger den samlede præmiesum til 300.000 dollar for hvert køn.

Efterspørgslen på at blive at komme med i turneringen i Billund har været så stor, at over 20 hold pt. er på venteliste.

Danmarks bedste beachvolleykanal på nettet, Volley TV, streamer fra Centre Court i Billund både lørdag og søndag.
Billund City Grand Slam foran LEGO House er årets største beachvolleyevent i dansk sand. Danmarks bedste beachvolleyspillere kæmper ved Billund City Grand Slam den 9.-10. juni. VolleyTV.dk livestreamer begge dage.

Med 1200 tons sand midt inde i Billund centrum, seks beachvolleybaner med lækre tribuner, masser af sjove aktiviteter og beachvolley på absolut topniveau er der lagt op til et brag af en beachvolleyfest denne weekend.

Billund City Grand Slam er årets største beachvolley event, hvilket har samlet alle de bedste danske makkerpar. Og med en vejrudsigt, der lover høj sol, er rammerne sat til to suveræne dage med beachvolley.

”Vi kunne ikke have drømt om et bedre setup,” siger Peter Morsing, beachvolleykoordinator i Volleyball Danmark.

”Billund Kommune har lagt et kæmpe engagement i at få gjort Billund City Grand Slam til en spektakulær, folkelig og sportslig stærk event. Med seks baner midt i byen håber vi, at mange får øje på de mange beachvolleyspillere, der kæmper i sandet og bliver og ser på,” siger han.

Hele ugen har stået i beachvolleyens tegn foran LEGO House med et hav af aktiviteter, som er med til at gøre beachvolley-turneringen i Billund til årets største på Pepsi MAX Beachvolley Tour 2018.

Ved Billund City Grand Slam bliver det muligt at opleve hold fra eliten til fra 2. division kaste sig i sandet i kampen om sejr og ranglistepoint.

Efterspørgslen på at blive at komme med i turneringen i Billund har været så stor, at over 20 hold pt. er på venteliste.

Sidste år dystede ikke færre end 1.487 hold på Pepsi Max Beachvolley Tour, der i år tæller 17 destinationer landet over.

”Pepsi MAX Beachvolley Tour har været inde i en virkelig stærk udvikling de seneste år. Det er ikke mindst pga. de mange sponsorer, der er interesseret i Touren. I år er Toyata Aygo, TUC og P20 kommet til – udover Pepsi MAX, der igen er hovedsponsor. Der er også stor opbakning fra de mange klubber, der ønsker at være med til at give beachvolleyspillerne et hav af muligheder for at deltage i turneringer landet over,” siger Peter Morsing.

Danmarks bedste beachvolleykanal på nettet, Volley TV, livestreamer begge dage i knivskarp kvalitet med kommentator, replays og grafik her.

Pepsi MAX Beachvolley Tour 2018 slutter af med DM-finaler på Amager Strand den 11.-12. august.
Pepsi MAX Beachvolley Tour forkælede beachvolley-folket med hele to turneringer i weekenden. Både i Aalborg og i Ishøj blev der svedt i sandet.

Foråret og de første officielle sommerdage har budt på sol, sol og masser af sol. Og det er i den grad noget, der gør beachvolley sjovere at spille.

I weekenden var der flere end 50.000 gæster på Strandparken i Ishøj, som derved fik set beachvolley på højt niveau i turneringen, der spændte fra eliten til 4. division samt mix og ungdom.

Hos herrerne besejrede Nikolaj Vestbjerg Christensen og Teis Gröflin Corneliussen de regerende danmarksmestre Lars Mayland og Christopher Secher med 2-0 i finalen (21-19, 21-19).

Hos damerne vandt Josephine Kyhn og Lærke Mygind Grønfeldt med 2-0 (21-17, 21-19) over Line Anker Nielsen og Karin Iversen i finalen.

Se alle resultater fra Ishøj Challenger her.

Også i Aalborg var der gang i sandet ved Fjordparken ved Aalborg friluftsbad, hvor 2.-4. division dystede.

Hos herrerne i 2. division vandt Jesper Skovmark og Patrick H. Jørgensen med 2-0 (21-18, 21-12) over Mads Peter Hilligsøe og Tue Dyrvig Petersen.

Hos damerne i 2. division vandt Louise Kjærsgaard Bertelsen og Mia Toft Hansen med 2-0 (21-15, 21-19) over Pernille Bjertrup Laursen og Teresa Haugaard Nielsen.

Se alle resultater fra Aalborg Open her.

I weekenden er der igen dobbelt på Pepsi MAX Beachvolley Tour med Billund City Beach Grand Slam og Sønderborg Open.
Wednesday, 30 May 2018 06:00

Dansk trio på World Tour-togt i Alanya

Written by
Den populære turistby på den tyrkiske sydkyst danner rammerne om den 1-stjernede World Tour-turnering den 31. maj til 3. juni.

Alanya er den tredje af fem tyrkiske World Tour-stop i denne sæson. I sidste turnering i Tyrkiet hentede Danmark en god placering, da Line Trans Hansen og Maria Tyndeskov blev 5’er i Aydin.

I Alanya er det tre andre danske makkerpar, der skal i aktion.

Kristoffer Abell og Daniel Thomsen, Mads Rosager og Martin Trans Hansen samt Cecilie Køllner Olsen og Signe Zibrandtsen Haaning skal forsøge at spille sige videre fra kvalifikationen, som begynder torsdag den 31. maj.

Turneringen spilles på Alanyas berømte Cleopatra Strand, og går de danske makkerpar hele vejen, kan de rejse hjem med 500 US dollar i kufferten.

Følg dameturneringen i Alanya her. 
Følg herreturneringen i Alanya her.
I løbet af sensommeren skal der spilles EM for U18, U20 og U22. Danmark stiller op og her er de hold der skal forsvare de danske farver i sandet.

Udtagelsen er foretaget på baggrund af tryout den 21. maj i Odense samt vurdering af langsigtet potentiale, ambition, nuværende niveau, træningsindsats og hidtidige resultater.

Det er landstrænergruppen bestående af kraftcentertrænerne, talentchefen, elitechefen og de ansvarlige seniorlandsholdstrænere, der har vurderet spillerne og foretaget udtagelsen.

”Det er meget glædeligt at se, at der er ved at være et bredt felt af unge talenter, der prioriterer beachvolley og ønsker at dygtiggøre sig i sporten. Det har derfor ikke været en nem beslutning at udtage landsholdene,” siger Anders Hoyer, sportschef for beachvolley i Volleyball Danmark .

Her er de makkerpar, Danmark sender til U18, U20 og U22 EM.

U18 EM i Brno, Tjekkiet, 16.-19. august
Clara Windeleff og Sofia Bisgaard
Mikkel Hoff og Jonas Marcussen

Coach: Peter Lyø

U20 EM i Anapa, Rusland, 28. juni-1. juli
Astrid Melmølle og Clara Windeleff
Anton Lydolf og Carl Emil Nedergaard

Coach: Lydia Jørgensen

U22 EM i Jurmala, Letland, 26.-29. juli
Sara Stief og Frederikke Schade
Jesper Skovmark og Jacob Stein Brinck
2. hold
Josefine Lyholm og Freja Barkler

Coach: Lydia Jørgensen og Dennis Spile Hansen

Husk også at der er Beachvolleyball Camp for ungdomsspillere den 17.-19. august i Odense.
Se mere om campen her
Tilmelding til campen foregår her
Sunday, 27 May 2018 20:42

Sverige løb med titlen i Kolding

Written by
Der var tre svenske og et norsk hold tilbage på finaledagen i det varme sand i Kolding Beach Park.

De to semifinaler, blev modsat de foregående dages mange spændende kampe, et par ensidige affærer med sikre sejre til Emilie Olimstad/ Ingrid Lunde (seed 1) over Tadva Yoken/Sigrid Simonsson (seed 2), med to gange 21-14 og Kristina og Susanna Thurin (seed 3) over turneringens store overraskelse Sofia Ôgren/Hanna Hellvig (seed 10), ligeledes i to sæt med 21-13,21-13.

I den rent svenske bronzekamp skulle de to hold forsøge at revanchere sig fra formiddagens klare nederlag.
Det gik bedst for Yoken/Simonsson, der efter et tæt og spændende første sæt kørte fuldstændig hen over Ögren/Hellvig i andet sæt og tog bronzemedaljen.

I finalen var nordmændene Olimstad/Lunde umiddelbart favoritter, selvom de svenske Thurin-tvillingerne kom direkte fra en flot 3. plads i Aydin.
Det blev svenskerne, der lagde bedst fra land og med eminent forsvarspil fik pillet glansen af de ellers kraftfulde og spektakulære norske angreb. Gang på gang blev de norske smash samlet op og med klogt og varieret angrebsspil vandt Thurin/Thurin det første sæt sikkert med 21-16. Denne tendens fortsatte i andet sæt og Olimstadt/Lunde kunne slet ikke følge med de hurtige svenskere. Med endnu en overbevisende 21-16 sætsejr kunne svenskerne jublende strække armene i vejret til tilskuernes taktfaste klapsalver.


En flot indsats af de 3. seedede Susanna og Kristina Thurin og en fortjent og populær sejr.

Se alle resultater her

Saturday, 26 May 2018 15:33

Norge og Sverige fortsætter sejrsstimen

Written by
De norske og svenske hold fortsatte dominansen i sandet ved NEVZA beachvolleyturneringen i Beach Park Kolding.

Der var igen stærk sol og høje temperaturer  og igen leverede de topseedede hold flot spil.

I 4. runde vandt de topseedede nordmænd Olimstad/Lunde deres kamp mod landsmændene Berntsen/Ulveseth. Efter et tæt første sæt satte Olimstad/Lunde turboen på og vandt sikkert i andet sæt.
I den anden 4. runde kamp, der var et internt svensk opgør vandt Thuri-tvillingerne akkurat som i Aydin i sidste uge. Kampen var dog tæt og kunne være endt til fordel for Yoken/Simonsson. 26-24, 21-18 vandt Thurin/Thurin.


Det bedst seedede danske hold Line Trans Hansen/Maria Tyndeskov endte på en skuffende 9. plads efter en turnering, hvor de ikke rigtig fik gang i deres spil. På en 9. plads endte også Sara Stief/Frederikke Schade, der spillede en flot turnering, hvor de undervejs slog et svensk, engelsk og dansk hold. Det danske hold var Signe Zibrandtsen/Josephine Kyhn, der endte på en godkendt 13. plads.

Bedste danske hold blev Helle Søndergård/Simone Okholm Hansen, der endte på en 7. plads. De tabte deres sidste kamp til svenske Sara Cavretti/Sofia Wahlén i en intens og spændende kamp. Efter en enkelt matchbold til danskerne vandt Cavretti/Wahlénd17-15 i tredje sæt. Desværre for svenskerne blev Sofia Wahlén skadet i kampen og holdet måtte opgive at fortsætte i turneringen. Det gav andenseedede Yoken/Simonsson en plads i semifinalen mod topseedede Olimstad/Lunde.

Den anden semifinale bliver et opgør mellem 3. seedede Thurin/Thurin og de 10.seedede svenske overraskelse Ôgren/Hellvig

Så igen en dag men norsk/svensk dominans og en søndag med Sverige i førersædet med tre hold i semifinalerne

Semifinalerne spilles kl. 10.00 og 11.00. Bronzekamp og finale er kl 13.00 og kl. 14.00

Se alle resultater og søndagens kampprogram her
http://www.cev.lu/beach/kolding.html
Page 4 of 35


Kontakt

Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
dvbf@volleyball.dk


Ansvarlig for beachvolleyballområdet
Sekretariatschef
Claus Bøllingtoft

Kontakt vedrørende beachvolleyball
Beachvolleyball administrator
Peter Morsing
tour@beachvolley.dk

Elitechef for beachvolleyball
Anders Lund Hoyer
alhoyer@hotmail.com

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.

  
 

Login for administratorer