Danish Beachvolley Tour

Her er Danmarksmestrene i beachvolleyball

I bagende sol i hjertet af København blev årets danske mestre i beachvolleyball fundet søndag eftermiddag. Men vejen dertil krævede sin mand og kvinde, og da søndagens første kampe skulle afgøres, havde kun otte ud af 16 hold stadig muligheden for at spille sig til DM-titlen. 

Foto: Niklas Persson | Fejring af de nykårede DM-vindere

:


Ikoniske og smukke Nyhavn dannede søndag eftermiddag rammerne, da Danmarks nye mestre i beachvolleyball skulle kåres. Fredag startede de 16 hold, søndag eftermiddag var de kun fire tilbage. Mens herrernes finalekamp skulle stå mellem Peter Jensen/Nicolai Houmann og Daniel Thomsen/Martin Trans, var det Charlotte Krøyer/Pia Hove og Cecilie Køllner Olsen/Signe Zibrandtsen Haaning, der havde sikret sig DM-finalepladsen hos kvinderne.

Herrerne var de første, der skulle ud og spille om guldmetallet, og her viste sidste års guldvinder Nicolai Houmann, at han altså havde i tanker at forsvare DM-titlen. Sammen med makkeren Peter Jensen sikrede parret sig første sæt 21-19, og andet sæt skulle vise sig at blive lige så tæt – men med præcis samme sejrherrer. Jensen/Houmann sikrede sig guldet, og for fjerde gang i karrieren, kunne Houmann gå på podiets allerøverste trin, og sammen med makkeren Peter Jensen lade sig hylde som Danmarksmestre i beachvolleyball 2022.

DM-finaler, Herrer
Guld: Peter Jensen/Nicolai Houmann
Sølv: Daniel Thomsen/Martin Trans
Bronze: Jacob Stein Brinck / Kristoffer Abell

Sidst på eftermiddagen var det endelig blevet tid til at få sat gang i kvindernes finale. Opgøret skulle stå mellem Charlotte Krøyer/Pia Hove og Cecilie Køllner Olsen/Signe Zibrandtsen Haaning. Mens Cecilie Køllner Olsen/Signe Zibrandtsen Haaning måtte helt ud i en tre-sætter, for at sikre sig finalepladsen, havde Charlotte Krøyer/Pia Hove allerede indkasseret finalebilletten efter to sæt i semifinalen. Om det var det ekstra semifinalesæt der fik betydning for Olsen/Haaning er uvist, men Hove/Krøyer fik hevet første sæt sikkert hjem og var dermed kun et enkelt sæt fra sæsonens største sejr – og den fik de. Med cifrene 21-16 i andet sæt, kunne Hove/Krøyer lade sig hylde med guldmedaljen om halsen, og løfte det store DM-trofæ i Nyhavn.

DM-finaler, Kvinder
Guld: Charlotte Krøyer/Pia Hove
Sølv: Cecilie Køllner Olsen/Signe Zibrandtsen Haaning
Bronze: Frederikke Schade Jensen / Maria Elisabeth Boelt Tyndeskov

Et stort tillykke skal lyde til de nyslåede danske mestre Charlotte Krøyer/Pia Hove og Peter Jensen/Nicolai Houmann samt de resterende medaljetagere. Ydermere skal lyde en kæmpe tak til Copenhagen Beach, som hele weekenden igennem har arbejdet benhårdt for at skabe de bedste faciliteter for spillere og tilskuere.

Del nyhed